REN SORT TE


Hvad er sort te?

Sort te er måske den tetype, der er bedst kendt i de Europæiske lande. Særligt i England er de kendt som glade tedrikkere, men også her i Danmark er sort te meget populært. Fordi sort te har en stærkere og mere fyldig smag, er der mange der ynder at bruge mælk, citron eller sukker i teen, som giver en god pendant til teens indhold af garvesyre. De fleste østlige lande drikker mere grøn og hvid te, der er friskere i smagen. 

Hos TeSelskabet finder du et stort udvalg af te. Blandt andet sort te, hvor vi både tilbyder ren sort te, og aromatiseret sort te tilsat frugtstykker, tørrede blomster og forskellige aromatiske olier, der skaber en lækker smagssymfoni.  

Hvad er sort te lavet af?

Fælles for både sort, hvid og grøn te er, at de alle stammer fra den samme tebusk: Camellia Sinensis. Hvid te laves af buskens øverste topskud, mens grøn og sort te plukkes andre steder fra busken. Hvilken slags te man skal brygge, afhænger således både af, hvor på busken bladene stammer fra, men også hvordan de fermenteres. Hvid te tørres hurtigt efter høsten, for at undgå at teen oxiderer, men både grøn og sort te har en længere proces. 

Sort te er den eneste af de tre tetyper, der gennemgår en fuld fermentering.

Hvordan fremstilles sort te?

Efter høsten bliver bladene tørret, så væskeholdet i bladene svinder. Man anslår at op imod 70% af bladenes væskeindhold afgives under tørringen. Det der er tilbage i bladene, er nu i stedet en høj koncentration af æteriske olier og enzymer. Netop denne behandling af teen er et af de vigtigste punkter, der sikrer den kraftige smag i sort te. 

Når bladene er blevet tørret, skal de rulles, så både strukturen og cellevæggen i bladene ødelægges, så de æteriske olier og enzymer frigøres. Herefter skal bladene fermenteres. Det sker ofte i store aflukkede rum, hvor man lettere kan kontrollere forholdene. Det er nemlig vigtigt, at både luftfugtighed og temperatur har de ideelle forhold, så bladene kan gære (oxidere). 

Når olier og enzymer møder luft, går gæringen i gang. 

Efter fermenteringen skal bladene ristes, for at forhindre gæringen i at fortsætte, således at teen ikke ændrer smag over tid. 

Vidste du, at sort te faktisk blev skabt ved et tilfælde? En stor fragt af grøn te fra Kina begyndte pludselig at gære under hjemtransporten med et skib til Europa. Den sorte te viste sig dog hurtigt at være lige det, som europæerne hungrede efter. Smagen passede bedre til europæernes smagsløg, end den grønne te havde gjort. 

Fordi sort te er fuldt fermenteret, kan den holde længere, uden at miste smag, hvilket også gør den særdeles udbredt i de vestlige lande, da man førhen skulle bruge lang tid på at få teen fragtet til Europa. 

Teernes eksotiske navne skyldes deres oprindelse i hhv. Indien og Kina. Men der dyrkes også sort te i Rusland, Indonesien, Afrika og Sri Lanka. 

Hvor meget koffein er der i sort te?

Sort te har gennem tiden også høstet ros for sin opkvikkende virkning. Det skyldes koffeinindholdet i sort te, der ganske vist ikke er lige så højt som i kaffe, men stadig nok til, at man kan mærke en opkvikning. En kop sort te har koffein svarende til cirka halvdelen af en kop kaffe af samme størrelse. 

De fleste kan mærke den opkvikkende effekt af den sorte tes koffein allerede 10 minutter efter, at den første kop er blevet drukket. Koffeinen kan øge både din opmærksomhed, udholdenhed og årvågenhed. Den kan også give en næsten berusende fornemmelse af velvære eller følelsen af at få løftet sit humør. 

Sort te er den tetype, der indeholder mest koffein. En enkelt kops koffeinindhold kan variere mellem alt fra 25 mg til 110 mg koffein alt afhængigt af den specifikke te, trækketid og temperatur på vandet. Holder du af en stærkere te, og lader den trække længe, vil koffeinindholdet derfor være højere. Derfor kan en virkelig stærk kop sort te indeholde næsten lige så meget koffein som en kop kaffe. 

Man siger dog, at en gennemsnitlig kop sort te, på omkring 240 ml, typisk indeholder omkring 47 mg koffein.

Er du gravid, anbefales det, at man holder sit koffeinhold på under 300 mg om dagen. Det betyder, at du sagtens kan starte din dag med en kop te, og nyde din morgen som du plejer, men at du skal være varsom med, hvor mange kopper du drikker gennem dagen. Det anbefalede mål svarer til ca. 3 stærke kopper eller 7-8 knapt så stærke kopper.  

Laver man sort te til børn, bør teen selvsagt ikke være særligt stærk. Er du på jagt efter en te uden koffein, er rooibos te  eller urtete ikke et skidt bud, da den hverken indeholder koffein eller garvesyre, og samtidigt smager sødt og mildt. 

Er sort te sundt?

Flere ting tyder på, at sort te har en række gode egenskaber. Flere forskere peger eksempelvis på, at flavonoiderne i sort te har en særligt gavnlig virkning. Flavonoider er en gruppe plantestoffer, der findes naturligt i både planter og træer, samt i mange frugter og grøntsager.

En række studier har vist, at flavonoiderne i te er med til at fremme kroppens afgiftningsprocessor og styrke immunforsvaret. De menes desuden også at kunne sænke blodpladernes tendens til at klumpe sammen, være blodtrykssænkende, påvirke hormonomsætning, samt hæmme bakterier og bekæmpe virus. Nogle forskere mener endda, at sort te kan forebygge visse kræfttyper.

Teen skal dog ikke blot anerkendes for sine mulige sundhedsegenskaber, men mere for sin skønne smag.

Hvad er holdbarheden på sort te?

Grundet sorts te fulde fermentering kan den holde sig længe. Opbevarer du din te forsvarligt i en tør og lufttæt beholder, kan teen holde sig i flere år. Det værste teen kan udsættes for er faktisk skiftende temperaturer som varme og kulde, samt den ilt der er i luften, der gør at teen oxideres. Til trods for sin gode holdbarhed, anbefaler vi dog, at du drikker din te indenfor et år, da den som bekendt mister sin smag over tid. 

Hvor lang tid skal sort te trække?

Trækketiden for sort te afhænger af den specifikke te, men varierer typisk mellem 3-7 minutter. De småbladede sorte teer har en kraftig smag og skal derfor ikke trække særligt længe, hvor de sorte teer med store blade snildt kan trække 7-8 minutter. Trækketiden bestemmes af teens indhold af garvesyre. Hvis teen har et højt indhold af garvesyre, vil den blive mere bitter og stærk, jo længere den trækker.

Foretrækker du sort te uden garvesyre, kan du med fordel prøve vores Earl Grey uden garvesyre.

Populære sorte teer

Sort te er ikke blot én slags te, men dækker over rigtig mange forskellige tetyper. Blandt storfavoritterne i Danmark kan vi blandt andet fremhæve:

Rene sorte teer:

Darjeeling: Er kendt for sin skønne duft og smag, samt for sin høje kvalitet, der regnes for en af verdens bedste.

Ceylon te: I dag hedder landet Sri Lanka, men før i tiden var det kendt som Ceylon. I teens verden kalder man det endnu Ceylon te. Denne te bliver let bitter og er derfor taknemmelig for et skvulp mælk. 

Keemun: Denne populære sorte te har et naturligt indhold af myrcenal, der er med til at give teen dens karakteristiske liflige, sødlige og svagt røgede smag.

Yunnan: Denne te minder lidt om Assam teen idet den er lidt maltet i sin smag. Smagens undertoner er dog ovre i de mere jord- og kakaoagtige noter. 

Assam:  Denne te stammer fra Indien og bruges ofte i til at lave chai te, hvor der ofte tilsættes kanel og nelliker, der giver den karakteristiske smag.

Panyong: En te med tydeligt slægtskab til Keemun teen med en blød, let krydret og svagt røgede smag. En meget mild og lækker te med et lavt indhold af garvesyre.

Earl Grey: Den klassiske earl Grey kommer med en historie fra 1800-tallet, hvor den daværende premierminister i England, Charles Grey, angiveligt skulle have fået en teblanding med bergamotolie af en taknemmelig kineser. Ministeren havde dog aldrig selv været i Kina, og brugen af bergamotolie var mest kendt i vesten, så det er uvist om historien holder stik. Men uanset ophav, er Earl Grey med sin karakteristiske smag af bergamotte en populær storfavorit, der efterhånden også brygges på både grøn og hvid te. 

Aromatiserede sorte teer:

Måske holder du af sort te i sin rene form, men hvis du holder af blends, der også er tilsat frugt og blomster, er aromatiserede sorte teer måske lige noget for dig. Hos TeSelskabet kan du i menuen både finde vores rene sorte teer, men også forskellige blends tilsat smag. Vi kalder dem aromatiserede teer. Måske er du allerede bekendt med kvæde te, pu erh te, anis te, citron te, kanel te, mynte te og julete? Ellers kan vi stærkt anbefale dig at prøve dem, hvis du i forvejen holder af sort te med et lille twist.

Hos os finder du også den populære Kejserinde Dagmar te og Prins Valdemar te.

Hvad enten du påskønner Darjeeling teernes elegante og parfumerede stil, eller Kenya teens rustikke charme, er der rigtig mange tangenter at spille på. Husk at pris og kvalitet hænger sammen, men at smag og behag er forskellig. Vi gør os umage for at handle teerne så friske som muligt, så sort te aldrig bliver kedelig og støvet. Vælg evt. et par små smagsprøveposer idag og lad dem tale for sig selv.