OM TESELSKABET

OM TESELSKABET


 

TESELSKABET BUTIK, WEBSHOP OG PRODUKTION
Gentoftegade 60, på torvet i Gentofte
CVR: 28271026
mail@teselskabet.dk

Tlf: 24 84 89 80.

Historien om teselskabet starter i sommeren 2005, hvor teSelskabet slår dørene op for første gang på Baunegårdsvej 5 i Gentofte. Jeg havde overtaget en fin lille butik med te, kaffe, chokolade og gaver, samt en masse glade og trofaste stamkunder.

Jeg har altid vidst at jeg skulle have mit eget. Bygge noget op. Men det var først her i 2005 at brikkerne faldt på plads og mit liv med te og specialhandel tog sin begyndelse.

De første frø blev dog sået længe inden:

Som skoledreng fik jeg øjnene op for teens evne til at skabe ro, nærvær og velvære.

Hos nogle af mine klassekamerater blev der serveret te efter skole.
Teen dannede baggrund for uforpligtende samtale og kombineret med indtagelsen af noget godt var det en perfekt pause ovenpå en hektisk skoledag.
Jeg kunne rigtigt godt lide teen, ritualet, og hele stemningen omkring det.

Jeg begyndte selv at servere te når jeg havde venner på besøg og én af mine første teer var en Keemun te, (pakket i en sølvpose med billeder af Yoda fra Starwars udenpå..!)

Min mors kusines mand, som rejste i fjernøsten, havde nogle gange teer med derudefra. Jeg ved nu at det var fine oolong teer og udsøgte grønne teer i fine små æsker.

Det var dog først senere i livet at jeg for alvor opdagede teens mangfoldighed, og hvor forskelligartede smagsretninger den rummer. 

I gymnasiet havde jeg en klassekammerat og ven, som var i familie med indehaveren af “Det Lille Thehus” i Vimmelskaftet i København. Helge og Kelfrid drev igennem mange år denne lille hule, der emmede af te og var fyldt med eksotiske trækasser og kinesiske dåser fra gulv til loft.
Som den gode tehandler han var, spottede Helge hurtigt min interesse for produkterne og forærede mig en sirlig pakke med forskellige slags te. Det var startskuddet! Min interesse for te var for alvor vakt.

Der gik en håndfuld år, hvor jeg gjorde gymnasiet færdigt, tog en afstikker som eksportingeniør, for tilsidst at lande i en branche med mad og glade mennesker.

Jeg blev uddannet tjener hos SAS og lærte hvad det ville sige at knokle bag kulisserne, samtidig med at jeg sugede til mig af vanvittige oplevelser med søde, sjove og skøre mennesker. Her følte jeg mig hjemme!

Min ilddåb som virksomhedsleder var i ’93 i Prag, hvor jeg som pur-ung, ny-uddanet tjener kom til at stå for opstart og drift af en stor Italiensk restaurant, tæt ved Karlsbroen, én af Prags største seværdigheder. Jeg knoklede 22 timer i døgnet, festede de sidste 2 og når jeg en sjælden gang havde en enkelt fridag traskede jeg Prags smukke gader tynde og sugede byen til mig.

Restauranten var en humlebi, som ikke kunne flyve, men det vidste den ikke, så den eksisterede i mange år som én af Prags få ægte Italienske restauranter.

De næste mange år arbejdede jeg som restaurantchef på forskellige restauranter i København, med speciale i opstart, sammensætning af personale og koncepttilpasning.
Det var store steder med store personalegrupper. En spændende tid med umulige opgaver og masser af vilde og dejlige oplevelser.

Ved årtusindskiftet kom jeg til AMOKKA på Østerbro i København.

AMOKKA var danmark’s første gennemdesignede café og restaurant med eget kafferisteri og butik med produkter i eget design, som var kendt og eftertragtet i hele landet.
Efter nogle spændende år var jeg ved at være lidt metaltræt i ledelses-delen og drømmen om at have mit eget trængte sig på som aldrig før.
Jeg havde især lagt mærke til den diminutive butik ved siden af caféen, der sprøjtede AMOKKAs egne teer, kaffer og chokolader ud som vand fra en brandslange. Tonen var ung, fri og personlig.

Sådan kunne man også gøre det.

Her lærte jeg også hvor meget man kan udrette på ganske få kvadratmeter. En erfaring jeg senere har haft megen glæde af :-)

Ingen virksomhed klarer sig i længden, hvis indehaveren mister lysten og ikke er til stede i alle detaljer. AMOKKA-damen var blevet træt af kaffe og skulle ud på nye eventyr. Og det skulle jeg også…

En bekendt havde set, at der var en lille te- og kaffe-forretning til salg i hans hjemby, Gentofte. Jeg var ikke et sekund i tvivl (Jo lidt, måske, men det er man vel altid inden man begiver sig ud på nye eventyr..?)
Efter nænsomme forandringer åbnede butikken i sommeren 2005 med ny ejer. Min tilværelse som tehandler og butiksejer var skudt igang.

Idag, 18 år efter, har teSelskabet udviklet sig til en moderne tehandel med højt til loftet, egen produktion, webshop og engros salg til firmaer, caféer og restauranter.

Inderst inde er vi dog stadig en “lille” butik med ganske få ansatte og daglig kontakt til vores dejlige kunder i Gentofte og omegn. 

Det er her vi skaber magien. Det er her vore idéer fødes. Det er herfra vores varer sendes, uanset om det er til Gedser, Skagen, Grønland, eller USA.

Tak fordi du fulgte med så langt. Måske er du også blevet en del af teSelskabet’s historie? 

Varme og kærlige te-hilsner

Lars Hansen-Damm

Indehaver og stifter af teSelskabet