Afternoon tea på Hotel Cannizaro House i Wimbledon
teSelskabet har været på "studietur" og bl.a. nydt en omgang vaskeægte afternoon tea på Hotel Cannizaro House i Wimbledon.
Hotellet ligger i et gammelt istandsat Manor House med udsigt ud over en af Wimbledons mange parker.
Hvorfor lige Wimbledon tænker I måske? Min bror bor i Wimbledon og vi var ovre for at besøge dem og deres lille nyfødte Marcus. Det betød at vi stillede op til afternoon tea iført 2 barnevogne og ialt 4 børn på 0,1,6 og 7 år.
Heldigvis er der rigitgt mange - også "pæne" steder - hvor man formår at modtage børnefamilier med åbne arme og masser af tålmodighed og ekstra service. (Måske kunne vi lære noget i Danmark her...?)
Afternoon teen var efter alle kunstens regler og indebar opsats med finger-sandwiches, scones og kager.
Sandwichen var helt i tråd med forskriften med agurk, laks, skinke og æggestand. Udemærkede, men ikke uforglemmelige.
Hotellets hjemmebagte scones var derimod lune og desideret fremragende. Porøse, lette og med den helt rigtige fyldige smag, især kombineret med den fede clotted cream og en hjemmelavet jordbærsyltetøj, der også havde noget særligt over sig.
De skønne kager var smukke og visuelt afstemt årstiden i brune og orange nuancer. Især de orange macarons med græskarcreme vakte opsigt.
Regnen trommede ned udenfor og bidrog til den hyggelige stemning indenfor i varmen.
Betjeningen sørgede for at fadene hele tiden var fyldte, så ingen gik sultne fra borde :-)
Teen var til gengæld ikke så spændende, men bestemt i orden. Vi kunne vælge mellem 6-8 forskellige slags te - de fleste blandinger. Personalet var ikke heeeelt skarpe på teerne, så vi valgte lidt i blinde. Udemærkede teer, serveret i kander, hvor bladene lå løst i vandet og med tilhørende si, så man kunne si bladene fra når man skænkede.
Vi prøvede flere forskellige af deres blandinger, men ingen wow oplevelser her. Ingen hvide teer, eller spændende grønne teer. Da jeg på et tidspunkt spurgte efter ren assam te, kom tjeneren med et tebrev. Så deeeeeet...
Der er dog ingen tvivl om at stedet samlet leverede varen og vi følte os forkældede og godt trakterede.
Afternoon tea er altså en skøn måde at springe direkte fra frokost over i aftensmaden uden at gå hverken sukkerkold, eller sulten i mellemtiden. Det er vanvittigt hyggeligt og timerne gik mens ilden knitrede i pejsen og de to store drenge hyggede med gemmeleg rundt på hotellet.
Yngste familiemedlem lærer at drikke te :-)
Cannizaro House
West Side Common
Wimbledon, SW19 4UE
Tel: +44 020 8879 1464
http://www.cannizarohouse.com
I København kan man opleve gode klassiske afternoon te serveringer bl.a. hos Perchs Tea Room, Tante T på Vesterbro bymuseum og Hotel Avenue på Åboulevard.
Kommentér opslaget